Baggrund for projektet
Brøndby Strand er en af Brøndby Kommunes tre bydele og blev udbygget i midten af sidste århundrede. Nu er tiden kommet til en større ud- og ombygning igen, og det kalder vi Fremtidens Brøndby Strand.

Brøndby Strand blev for alvor udbygget i 60'erne og 70'erne
Vision for udviklingsprojektet Fremtidens Brøndby Strand
Brøndby Strand skal være en levende bydel. Et sted hvor folk mødes og nye fællesskaber opstår. Bydelen skal udvikles med respekt for stedets historie, identitet og mangfoldighed. Det betyder, at der skal være plads til alle og at der skal være fokus på kultur, idræt og natur.
Hele bydelen skal gentænkes, så den hænger bedre sammen med mere variation i bybilledet. Der skal bygges nyt – men ikke for tæt – og hvor der bygges, skal forskellige boligtyper, butikker og institutioner blandes. Et nøgleord er den blandede by.
Fremtidens Brøndby Strand skal skabes af bydelens beboere, boligorganisationerne, grundejerne, erhvervslivet, kulturlivet og andre aktører i et tæt og forpligtende samarbejde med Brøndby Kommune.
En bydel med masser af potentialer, men også udfordringer
Brøndby Strand er en af kommunens tre bydele. Bydelen har en attraktiv beliggenhed i hovedstadsområdet - tæt på vand, grønne områder og god trafikal infrastruktur til resten af regionen, herunder København.
Bydelen blev for alvor udbygget i 60’erne og 70’erne for at være med til at afhjælpe bolignøden i hovedstaden og for at skabe gode, moderne og lyse rammer til den almindelige dansker.
Gennem de sidste 30 år har det danske samfund ændret sig og det samme har rammerne for det gode liv i Brøndby Strand. I dag er der en række udfordringer i bydelen, som gør, at udviklingen halter efter den øvrige hovedstadsregion og Brøndby Kommune som helhed. For at sikre, at bydelen også i fremtiden er et attraktivt sted at bo og leve, er der derfor behov for at se på den overordnede udvikling af bydelen. Derfor har kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune sammen med en masse parter og selvfølgelig borgerne sat gang i et udviklingsprojekt. Det kan du følge med i her på siderne.
På skuldrene af den særlige Brøndby-identitet
Stærke lokale fællesskaber, ny bymidte, rekreative grønne og blå områder, ny skole og et bredt udbud af boliger er bare noget af det der skal udvikles i Brøndby Strand. Udviklingen foregår lige nu og de næste tyve år.
Formålet med Fremtidens Brøndby Strand er at skabe en sammenhængende bydel, som er god at leve i sammen og for alle. Læs mere om processen for den strategisk byudvikling af Brøndby Strand.
Byudviklingen er en gentænkning af de fysiske og sociale rammer, der skal forandres med afsæt i bydelens historie, identitet og mangfoldighed.
Fremtidens Brøndby Strand sker med involvering af borgere, foreninger, virksomheder og det offentlige. Det er os, der bor og arbejder her, der skal forme Brøndby Strand. Vi håber du har lyst til at deltage.
Nedrivning og renovering i Brøndby Strand Parkerne
I august 2021 startede nedrivningen af fem af Brøndby Strand Parkernes i alt 12 ikoniske højhuse. Undersøgelser havde vist, at indholdet af den sundhedsskadelige miljøgift PCB i de fem bygninger var for højt til at man måtte bo der. Det var desværre ikke lykkedes at finde en metode til at fjerne PCB, som er teknisk holdbar og økonomisk forsvarlig, besluttede de almene boligselskaber at nedrive de fem højhuse. I 2023 var det sidste af de fem højhuse væk.
Nedrivningen er en del af boligorganisationernes samlede helhedsplan for udviklingen af området også kaldet HP4. Udover nedrivningen dækker HP4 også renovering af de resterende syv højhuse og lavhusene i Brøndby Strand Parkerne. Læs mere direkte på Brøndby Strand Projektet. På siden får du den opdaterede info om projektet.